Mød MC Dani
Dani er afdelingsleder for Projekt & Vedligehold og har været ansat på Odense Havn siden 2015. Han er tidligere springgymnast, 51 år og uddannet maskinsnedker og ingeniør – og så er garagen derhjemme ved at være for lille til alle hans MC darlings. Mærk Danis entusiasme og find ud af, hvorfor han er så begejstret for at arbejde på Havnen.
Hvad gør Odense Havn til din drømmearbejdsplads?
”Du finder ikke noget tilsvarende i den størrelsesorden som her – Dét er MEGA fascinerende!” Samtidig er her en faglig kompleksitet uden lige. Vi er mennesker med vidt forskellige baggrunde, der arbejder på kryds og tværs, og det synes jeg er enormt berigende – og så har vi bare et virkelig godt samarbejde med hinanden herude, både internt og eksternt.
”Vi er ikke en almindelig havn, der primært håndterer gods og bulk, men en international erhvervshavn med en helt unik blanding af industri, vindproduktion og maritim forretning. Og den kombination gør det til et utroligt spændende sted at arbejde.”
Hvad er dine primære arbejdsopgaver?
”Jeg har ansvaret for processerne vedr. alle vores projekter og vedligeholdelsesopgaver, der tæller alt fra opførelse og renovering af nye bygninger og veje til snerydning. Udover det praktiske ansvar føler jeg, som leder, stærkt for at skabe de bedste rammer for mine medarbejdere i afdelingen, så de føler sig motiveret af deres arbejdsopgaver og har lyst til at engagere sig i nye fagområder. For mig er det vigtigt, at alle har mulighed for at udvikle sig fagligt og personligt, for det gør det langt sjovere og interessant at gå på arbejde.”
Er det ikke i orden, så er det en ommer – Capice!
Dani er en målrettet mand med en hurtig gang og sans for detaljen – og han er ikke typen, der pakker tingene ind, hvis noget uacceptabelt springer ham i øjnene.
”Jeg kan godt blive irriteret, hvis jeg ser, at entreprenøren sjusker med sikkerheden eller springer over, hvor gærdet er lavest, når det kommer til kvaliteten – så er det en ommer. Og dér er jeg meget direkte.”
Hvad holder du mest af at lave i din fritid?
”Bare kig på billedet fra min garage – så er du ikke i tvivl,” siger Dani og slår sit store smil op. ”Køre motorcykel, tune motorcykel og pudse motorcykel. Alt jeg kan gøre med sådan et bæst er fedt – og for mig er det indbegrebet af FRIHED.