Verdens mest kraftfulde testcenter til havvindmøller er nu rejst på Odense Havn
I dag er der rejsegilde på LORC's nye testfacilitet på Odense Havn,
der understreger, at udviklingen af nye teknologier er afgørende for den fremtidige produktion af havvind i Danmark.
Gennem de seneste måneder er et enormt fundament blevet støbt klos op ad den store portalkran på Odense Havn. Siden er en stålkonstruktion blevet rejst omkring, og i dag er der så rejsegilde på en ny stor bygning på Odense Havn.
Når bygningen står klar og installationen af komponenter er gennemført kan LORC – Lindø Offshore Renewables Center – tilbyde test af hovedlejer i havvindmøller i verdens mest kraftfulde testcenter – der samlet kræver en investering på 300 millioner kroner.
Det nye testcenter skal sikre, at hovedlejerne, der sidder inde i havvindmølllens nacelle – tæt på de store vinger – udvikles mest optimalt og konstrueres bedst, inden havvindmøllerne sejles på vandet for at gå i drift.
”Der er ingen tvivl om, at testfaciliteter i verdensklasse og udviklingen af nye teknologier er altafgørende for produktionen af havvindmøller i Danmark. Det er vigtigt i dag, og det bliver endnu vigtigere i fremtiden. Danmark har en unik styrkeposition inden for havvind, som vi skal arbejde for at udvikle yderligere. Derfor er jeg meget begejstret for, at Odense Havn kan hjælpe til at skabe rammerne for, at LORC når en ny milepæl med verdens mest kraftfulde testcenter til hovedlejer”, siger Carsten Aa, adm. direktør i Odense Havn A/S.
Havvindmøllerne skal kunne klare ekstreme kræfter
Havvindmøllerne bliver større og større og udsættes dermed for endnu mere belastning længere ude på havet end tidligere, når der produceres vedvarende energi. Derfor er højteknologisk test afgørende for, at møllerne kan leve op til de øgede krav de udsættes for i fremtiden. Med det nye testcenter får LORC mulighed for at teste endnu større komponenter til havvindmøller.
”Når det kommer til havvindmøller, så betyder størrelsen noget. De kommende havvindmøller er næsten på højde med Eiffeltårnet, og hver enkelt mølle er en stor investering for producenterne. Derfor skal komponenterne til havvindmøllerne udvikles og testes, inden de sættes op. Det kommende testcenter her på Odense Havn giver os nogle helt unikke muligheder, når fremtidens havvindmøller skal testes”, siger Torben Lorentzen, adm. direktør i LORC.
Den rådgivende ingeniørvirksomhed R&D Test Systems er udvikler og leverandør af LORC's nye testcenter, hvor tyske Schaeffler Technologies har spillet en stor rolle i forhold til specifikationen af testfaciliteten, og samtidig bliver den første kunde til at teste sine hovedlejer til fremtidens havvindmøller i LORC's kommende testcenter.
Vind og viden går hånd i hånd
LORC var en af de første virksomheder, der rykkede ind på Odense Havn, da det tidligere Lindøværft lukkede, og har siden udviklet sig til et af de eneste steder i verden, hvor producenter af havvindmøller kan få testet helt afgørende dele til møllerne. Netop ny viden, forskning og test er afgørende for at udvikle konkurrencekraften for særligt vindindustrien på Odense Havn.
Det nye testcenter ligger ikke mere end et langt stenkast fra SDU’s banebrydende robotcenter Large Structure Production (LSP), der også er under opførelse på Odense Havn samtidig med LORC's kommende testcenter for hovedlejer. Byggeriet af SDU's LSP robotcenter ventes at stå færdig i efteråret 2025 til en investering på 400 millioner kroner, samme år som LORC's testcenter er klar, og bliver dermed verdens første robotcenter for store konstruktioner, hvor forskere sammen med partnere i industrien vil udvikle nye robotter og digitale værktøjer, der kan automatisere produktionen af store strukturer, som f.eks. dele til vindmøller og skibe.
Der investeres samlet 700 millioner kroner i de to test- og udviklingscentre af henholdsvis LORC og SDU, der begge står færdigbygget på Odense Havn i 2025, hvilket understreger behovet for ny innovation til at udvikle konkurrencekraften i særligt vindindustrien.
”Vi har en ambition om, at tung viden og tung industri skal gå hånd i hånd her på Odense Havn. Vi er sat i verden for at skabe de bedste faciliteter, så vores kunder kan udvikle og producere de havvindmøller, der er afgørende for den grønne omstilling. Med LORC og LSP er vi hjemsted for verdensførende test- og teknologicentre til udviklingen af havvindmøller, hvor de ligger side om side med en række af verdens største producenter af havvindmøller”, siger Carsten Aa, adm. direktør for Odense Havn A/S.
Odense Havn A/S har over de seneste år samlet investeret 150 millioner kroner i faciliteter, der rummer og understøtter LORC's aktiviteter.
Det ventes, at LORC'S nye testcenter går i drift 1. september 2025.
**************
FAKTA ODENSE HAVN:
- Odense Havn er med 8,5 mio. kvm Danmarks største havn målt på areal.
- Odense Havn er Danmarks næststørste erhvervshavn målt på omsætning.
- Odense Havn er Danmarks største produktionshavn inden for havvind.
- Odense Havn huser mere end 100 forskellige virksomheder, der beskæftiger 3.200 personer.
OFFSHORE VIND ER EN NØGLEINDUSTRI PÅ ODENSE HAVN:
- Odense Havn udlejede 18,5% flere kvm til vindvirksomheder i 2023 ift. 2022.
- Odense Havn er hjemsted for verdensførende test- og teknologicentre til udviklingen af havvindmøller.
- Odense Havn har lagt areal til produktionen af mere end 700 naceller siden 2012.
- Odense Havn har lagt areal til produktionen af mere end 150 fundamenter siden 2012.
- Odense Havns ikoniske portalkran kan laste 15 naceller á hver 400+ tons på 10 timer.
**************
Pressekontakt:
Peter Zacher, presserådgiver
31 10 96 81 // peter.zacher@gknordic.com