Odense Havn vokser med fremtiden

DJI_0676

Planlægningen af en udvidet sejlrende på 140 meters bredde og 12,3 meters dybde og en ny havneudvidelse på 1 mio. m² med 1,4 km nye kajer er i fuld gang. Behovet er stort i et voksende marked for offshore vind og det maritime.

Store krav, store behov, stor udvikling, stor succes og produktion af stadigt voksende vindmøllekomponenter til havvind er hverdag på Odense Havn. Plads og vækst spiller en hovedrolle i vores succes. Det har altid været en mærkesag for os at være forberedt på de krav, som kunderne vil komme til at stille i morgen, og virksomhedernes behov og efterspørgsel accelererer kraftigt. Fremtiden har i dag taget langt størstedelen af Odense Havns klargjorte arealer, og havnenes pladsmangel er kritisk i hele Europa.

Som en af Danmarks førende havne spiller vi en nøglerolle i at udvikle den nødvendige infrastruktur, der skal til, for at danske virksomheder fortsat kan vækste og konkurrere på de globale markeder. Derfor er det nødvendigt, at produktions- og lagerkapaciteten på Havnen udvides, så kunderne kan følge med markedets efterspørgsel, og dermed kan den grønne energiproduktion – og massevis af direkte og indirekte jobs – blive i Danmark.

En dybere sejlrende til en investering på omkring 800 mio. kr. og en havneudvidelse for godt 1 mia. kr. (priser baseret på overslag fra SWECO) vil skabe vigtig kapacitet til bl.a. at understøtte opsætningen af op imod 450 GW havvind i Nordsøen og Østersøen.

En grundig forberedelse

Der skal megen viden til for at tage de nødvendige hensyn til muligheder, miljø og liv i projekter af denne størrelse. I 2022 fik Odense Havn tildelt 15 mio. kr. fra EU’s CEF (Connection Europe Facility) pulje til nye transporttiltag i Europa i en såkaldt CEF Study-ansøgningsrunde, som støtter forundersøgelser til kommende infrastrukturprojekter.

98 % af de vigtige baggrundsundersøgelser på land og i vand er allerede afsluttet af de eksterne eksperter. Miljøkonsekvensvurderingen er 15 % i hus og forventes færdig i maj. Heri er inddraget alt fra jord og vands sammensætning, indhold af stoffer og flora og fauna i området. Der tages højde for, at virksomhederne får mulighed for at udvikle deres forretninger i balance med de omkringliggende omgivelser.

Projekterne sikrer, at Odense Havn lever op til vores løfte om at rumme en verden i vækst ved at kunne huse og håndtere en større, hurtigere og mere effektiv produktion og installation af havvindmøller i Europa – og en stadig udvikling af maritime virksomheder og nye produkter.

DA Medfinansieret af Den Europæiske Union_PANTONE