Ewii’s første kæmpebatteri sætter mere strøm til videnshavnen
Lindø Offshore Renewables Center (LORC) udvider forretningen med ny satsning på lagring af energi. Ideen er at etablere en batteripark, som kan benyttes af såvel vind- og energibranchen som universiteter og forskere til at udvikle teknologien inden for lagring af strøm. Således bliver der, med energikoncernen Ewii’s første kæmpebatteri på Odense Havn, tilført en ekstra dimension til havnens, i forvejen unikke, testfaciliteter for udvikling af ny teknologi.
Batteriet, der er en Rolls Royce model, er netop landet på Odense Havn ved hjælp af kran, da det fylder en hel 40 fods container og vejer 36 tons. Det enorme batteri har en kapacitet på 2 megawatt, hvilket svarer til at kunne lade 30 Teslaer, og skal blandt andet bruges til test for vindmølleindustrien med henblik på lagring af overskuds-el.
Den erhvervsdrivende fond, LORC, har fire testfaciliteter på Odense Havn, som udgør verdens største testcenter for havvindmøller, og kerneforretningen består derfor i at tilbyde test til udvikling af vindmølleindustrien.
Derved taler den nye batteripark godt ind i forretningsmodellen samtidig med, at den åbner op for forskningen og energibranchen generelt omkring energilagring, hvor kunsten er at kunne lagre strøm fra forskellige energikilder på effektiv vis – hvad enten strømmen kommer fra ammoniak eller vind, som evt. skal omdannes til brint.
Et batteri i den størrelsesorden som Ewii’s er meget dyrt og koster 5-6 millioner kroner per megawatt – en pris som de færreste universiteter har råd til i forbindelse med et forskningsprojekt. Derfor er det også et krav fra LORC’s side at kunne frikøbe de batterier, som opstilles hos dem, i en periode, hvor universiteter og andre i stedet kan leje dem.
På Odense Havn giver vi LORC’s nye initiativ en varm velkomst og ser frem til nye teknologiske landvindinger og synergieffekter mellem havnens forskellige testfaciliteter.
Foto: Blitz 77