Flindt Kristensen er en del af “byen i byen” på Odense Havn
For 14 år siden tog Martin Kristensen et spring ud i selvstændighedens verden. Han havde en solid baggrund fra fremstillingsindustrien til vindmøllebranchen, men ønskede at skabe sit eget. I begyndelsen blev virksomheden bygget langsomt op med små opgaver, men det afgørende skub kom, da en større samarbejdsparten og kunde på Odense Havn inviterede til at rykke ind.
“Kravet var dengang, at hvis vi skulle tegne for dem, så måtte vi flytte herud. Det gjorde vi! Og jeg har aldrig fortrudt det,” fortæller medejer Martin Kristensen.
En inspirerende ramme for ingeniører
Som ingeniører var det svært at modstå fascinationen ved havnen: et nyt skib i dok næsten hver dag, enorme naceller og specialudstyr i bevægelse. “Det er jo vildt inspirerende at stå og kigge på de store ting - at se, hvad det kan lade sig gøre at bygge. For os giver det energi at være tæt på teknikken og processerne,” siger Martin.
Det var ikke kun det visuelle indtryk, der trak. Beliggenheden midt i et maritimt og vindindustrielt økosystem åbnede nye døre til samarbejder med aktører som Vestas, Siemens og Envision.
“Byen i byen” et stærkt lokalsamfund
For Flindt Kristensen er Odense Havn mere end bare en adresse, det er blevet et lokalsamfund i sig selv.
“Vi kalder det en by i byen. Hvis vi mangler noget, kan vi altid finde det inden for hegnet. Om det er en truck, nogen til at svejse eller slings og sjækler til en løfteopgave, så kan vi bare ringe, og så står hjælpen der. Vi hjælper hinanden, og det skaber en stærk samhørighed,” siger Martin.
Denne fleksibilitet og korte vej fra tanke til handling passer perfekt til virksomhedens egen kultur: hurtige beslutninger, tæt samarbejde og en hverdag, hvor man kan rykke på tingene med det samme.
Arbejdsglæde og fællesskab
Flindt Kristensen beskæftiger i dag 12 medarbejdere på Odense Havn og har desuden et kontor i Aarhus. Selvom virksomheden arbejder globalt, er hverdagen på havnen præget af nærhed og fællesskab.
“Vores største værdi er, at vi skal have det sjovt. Hver dag spiller vi i frokostpausen en lille bordfodboldturnering, det holder folk motiverede og skaber energi. Det handler om, at man trives og kan grine sammen, mens man arbejder hårdt,” fortæller Martin.
En levende base for vækst
Efter 11 år på Odense Havn ser Flindt Kristensen stadig området som en dynamisk base med potentiale for vækst. Kombinationen af stærke samarbejdsrelationer, inspirerende omgivelser og en fleksibel infrastruktur gør havnen til et attraktivt sted at drive virksomhed.
“Det er som en stor familie herude. Vi kender hinanden, hjælper hinanden og løfter i flok. Det gør en kæmpe forskel – både for os og for vores kunder,” slutter Martin Kristensen.
Læs også:
Marine & Industry Services A/S – 15 år på Odense Havn og stadig i vækst
Bygma Lindø – ideen om en skurvogn blev til en top-moderne butik
Er du på udkig efter et lejemål på Odense Havn?
Vi har samlet alle vores ledige lejemål ét sted, så du nemt kan få et overblik.
