Da Thomas Lukasiewicz begyndte på Lindø tilbage i 1990, var området værft med fuld fokus på skibsbyggeri præget af svejserøg og travl produktion. Siden har han været med til at opleve den enorme forandringer af området, og selv været en del af historien. Nu siger han farvel og ser tilbage på et arbejdsliv fyldt med ansvar, fællesskab og oplevelser.

Der er mennesker, som næsten bliver en del af et steds historie. Thomas Lukasiewicz er én af dem. Siden sin første arbejdsdag i februar 1990 har han været med til at passe på, udvikle og vedligeholde området på Lindø gennem en periode, hvor alt omkring ham forandrede sig. Fra Odense Staalskibsværfts hektiske hverdag til Lindø Industripark og det Odense Havn, vi kender i dag.

– Jeg føler stadig, at jeg er en del af det, der er sket herude. Jeg har været med til hele transformationen fra værftstiden til det område, der er her i dag, fortæller Thomas.

Gennem årene har han haft ansvar for bygninger, dokker, veje, anlæg og de fysiske rammer, som tusindvis af mennesker har haft deres daglige gang i. Ansvar har aldrig været et fremmed ord for Thomas – tværtimod.

Da fremtiden skulle bygges
Et af de øjeblikke, der står klarest i hukommelsen, er tiden omkring værftets lukning. Mens mange medarbejdere stod over for en usikker fremtid, blev Thomas udvalgt til at være med i den lille udvalgte gruppe, der skulle være med til at føre området videre og skabe grundlaget for det næste kapitel.

– Normalt bliver man prikket ud. Her blev man prikket ind, fortæller han med et smil.

Det blev begyndelsen på arbejdet med at udvikle området, tiltrække nye virksomheder og skabe de rammer, som i dag danner grundlag for et stærkt erhvervsområde.

Minder, man aldrig glemmer
Når man har tilbragt så mange år på samme arbejdsplads, samler der sig historier. Thomas fortæller med et glimt i øjet om royale besøg, festligheder når skibe skulle døbes, minutterne før en afsløring, hvor et vigtigt billede pludselig styrtede ned, og om et toilet opført til dronninger og andre royale, der pludselig stoppede kort før gæsterne ankom. Men de mest markante minder handler ikke om kongelige gæster. De handler om de dage, hvor hele arbejdspladsen holdt vejret. Som stormen i december 1999, hvor den store portalkran væltede. Thomas blev kaldt på arbejde, og sammen med kollegerne handlede det først og fremmest om sikkerhed, derefter om overblik og siden om at få produktionen i gang igen.

– Vi fik styr på alle folkene. Det vigtigste var at vide, at alle var i sikkerhed, husker han.

De efterfølgende måneder blev præget af lange arbejdsdage, genopbygning og et fælles mål om at få hverdagen tilbage.

Det er menneskene, der betyder mest
Når Thomas skal sætte ord på, hvad han kommer til at savne, er han ikke i tvivl.

– Kollegaerne, siger han uden tøven.

Selvom bygninger, kraner og anlæg har fyldt meget i arbejdslivet, er det relationerne og fællesskabet, der fylder mest i tilbageblikket. Han fortæller også, at det bliver særligt at slippe det ansvar, han har båret gennem så mange år.

– Jeg har haft ansvaret for, at det hele fungerede. Det er svært at give slip på, siger han.

Et nyt kapitel
Nu venter et nyt kapitel som fuldtidspensionist. Der skal stadig være plads til tennis, cykelture, rejser og de mange interesser, som har stået lidt i skyggen af arbejdslivet. Men efter mere end tre årtier på Lindø er det også tid til at nyde friheden og lade andre føre stafetten videre.

Tak, Thomas
Gennem et helt arbejdsliv har Thomas været med til at forme og udvikle Lindø. Han har oplevet værftets storhedstid, set området genopfinde sig selv og været en vigtig del af den udvikling, der har skabt fundamentet for det område, vi kender i dag. Vi vil gerne sige tak for indsatsen, samarbejdet, engagementet og de mange historier, der følger med et langt arbejdsliv på Lindø.

Tak for alt, Thomas – og held og lykke med pensionisttilværelsen.