Martin Nyholm: Fra kranfører til teamleder
Jeg har været på Odense Havn siden 2014. Dengang startede jeg som specialarbejder og kørte kran ude på pladsen. Jeg har også kørt portalkran i mange år, så man kan vist godt sige, at kraner og havnemiljø ligger lidt i blodet på mig.
I dag er jeg teamleder i logistikafdelingen. Min vigtigste opgave er at disponere vores mandskab til de opgaver, vi har på havnen – både for kunderne og internt. Vi er et team på mere end 20 specialarbejdere, der kører kraner, trucks og læssemaskiner.
Det har været lidt af en omvæltning at gå fra at være en del af holdet ude på pladsen til at sidde på kontoret og være leder for nogle af mine tidligere kollegaer. Den overgang kan godt være en balancegang. Men jeg synes faktisk, det er gået rigtig godt. Jeg kender folkene, jeg ved, hvad de kan – men vigtigst er nok, at jeg også ved, hvordan hverdagen ser ud derude. Det giver en forståelse, som jeg tror er en styrke.
Inden for næsten samme periode skete der faktisk endnu en stor ting: Mine kollegaer stemte mig ind i bestyrelsen. Så der var lige pludselig mange nye roller på én gang. Jeg var lidt spændt på, hvordan det ville blive taget imod. Men jeg synes faktisk, det er blevet mødt rigtig positivt.
For mig handler det meget om at kunne tage erfaringerne fra pladsen med ind i bestyrelseslokalet og samtidig være med til at bringe viden og dialog den anden vej tilbage igen. Det giver en vigtig forbindelse mellem dem, der træffer beslutningerne, og dem, der får tingene til at ske ude på havnen.
Noget af det, jeg altid har været fascineret af ved havnen, er størrelsen på det hele: maskinerne, skibene og løftene. Når man ser en kran flytte noget på flere hundrede tons, kan det næsten virke helt normalt herude – men det er det jo egentlig ikke.
Jeg elsker miljøet på havnen. Det er et sted med store maskiner, store opgaver og stærke fællesskaber. Det er nok også derfor, jeg stadig glæder mig til at møde ind hver dag.
Martin Nyholm - Teamleder, Logistik ved Odense Havn
Mød også....
Rasmus Østergaard: Jeg har altid været vild med havet.
Lasse Abildgaard Kristensen: Hvis noget står stille på byggepladsen, så sover jeg ikke helt roligt.
Stefan Rennebod: Hvis noget ser forkert ud, så siger jeg det - også selvom det ikke er mit ansvar.
