Odense Havn klar til at etablere en national skibsfabrik

Odense Havn er klar til at bygge en national produktionsfacilitet, ejet af staten, der skal rumme en højteknologisk skibsfabrik opereret af private konsortier med produktion på land, der kan producere skibe til Forsvaret. Skibsfabrikken kan via nye teknologier på sigt gøre Danmark mindre afhængig af skrogproduktion i andre lande og positionere den danske skibsbygningsindustri som en innovativ og konkurrencedygtig aktør på det globale marked. Den kan samtidig rumme potentialet til at bygge skibe til primært andre EU-landes opbygning af forsvarskapaciteter i tæt koordination.
- Den nuværende sikkerhedspolitiske situation kalder på, at de danske traditioner for at bygge skibe tager det næste skridt. På Odense Havn har vi alle forudsætninger for at skabe en moderne højteknologisk skibsbygningsfabrik - med unikke kompetencer indenfor automatisering. Samtidig er Odense Havn et centralt omdrejningspunkt for et stærkt fynsk økosystem, der rummer både den nødvendige kvalificerede arbejdskraft - og stolte skibsbygningstraditioner, også til Forsvaret. Den samlede pakke stiller vi til rådighed, og den findes intet andet sted i Danmark, Peter Rahbæk Juel, borgmester i Odense og næstformand Odense Havn.
- Hvis staten har kontrol over den nationale skibsfabrik, garanterer det, at staten har produktionsfaciliteter og dermed et solidt fundament til et anskaffelsesprogram til oprustning af den danske flåde over de næste 20-25 år. Nu har vi vist, at det kan lade sig gøre på Odense Havn, og så er det op til det politiske niveau at beslutte, om det er en mulighed de vil gribe, siger Carsten Aa, adm.dir. Odense Havn.
De første skibe kan produceres ud fra en distributionsmodel, hvor forskellige dele af skibene produceres i andre dele af landet og bliver samlet i Odense. Parallelt etableres selve den nationale skibsfabrik, hvor de første fabrikshaller kan stå klar i 2026 til at modtage de første skibsdele. Herefter vil staten have en skibsproduktion på Odense Havn til rådighed, hvor kapaciteten kan udvides i fremtiden. Odense Havn kan dermed – sandsynligvis som den eneste havn i Danmark – sikre en langsigtet og robust løsning med etableringen af en skibsfabrik.
Odense Havn er med 8,5 mio. kvm Danmarks største havn målt på areal. Det gør det muligt for Odense Havn at dedikere et areal til at rumme en fuld vertikal skibsfabrik med egne udrustningskajer. Samtidig opføres et SDU robotcenter på havnen med strategisk fokus på at rykke skibsbygning i Danmark til næste niveau. Odense Havn har desuden planer om at udvide havnen med en ny havneudvidelse på 1 mio. m2 og 1,4 km kaj. Det betyder, at Odense Havn har kapaciteten til at dedikere nye arealer til en evt. fremtidig udvidelse af skibsfabrikken.
Pressekontakt:
- Odense Kommune: Alexander Mose-Johansen, presserådgiver
+45 24 37 33 97 // almos@odense.dk - Odense Havn: Jakob Elmkær Hansen, Public Affairs & Communications Manager
+45 22 94 44 74 // jeh@odensehavn.dk
Fakta: Fremgangsmåde ved etablering af en national skibsfabrik:
- Odense Havn vil bygge en national produktionsfacilitet, der skal rumme en højteknologisk skibsfabrik til produktion af krigsskibe. Det bliver en national produktionsfacilitet i den forstand, at staten enten ejer eller lejer sig ind på faciliteterne på en gensidig uopsigelig langvarig kontrakt og anvender faciliteten til at rumme en skibsfabrik. Staten har altså fuld kontrol over skibsfabrikken i hele perioden - fx i en 20-årig eller 30-årig periode.
- Når staten bestiller krigsskibe, indgår staten i dialog med nationale og/eller internationale konsortier, der byder ind på opgaven. Det sikrer, at der altid er konsortier til forskellige skibstyper, og at opgaven udføres på statens skibsfabrik i Danmark og med et stærkt udgangspunkt for at opbygge og udvikle dansk maritim industri.
- Når opgaven er fuldført, rykker aktøren ud af skibsfabrikken. Herefter kan vinderen af det efterfølgende udbud rykke ind i skibsfabrikken. Vinderen af udbuddet udruster selv faciliteterne efter behov. Det sikrer forsyningssikkerhed fra statens side, stor fleksibilitet og giver dansk maritim industri mulighed for at planlægge og investere langsigtet.
Fakta: Erfaringer fra Osborne Naval Shipyard i Australien
- I Adelaide, Australien, har den australske stat investeret i en fuld vertikal produktionsfacilitet til oprustning af den australske flåde.
- Fabrikken er designet af danske Odense Maritime Technology (OMT).
- Produktionsfaciliteten er ejet af den australske stat, hvor det australske forsvar har forpligtet sig til at benytte faciliteterne og udarbejde et langsigtet anskaffelsesprogram. Her vil private aktører leje sig ind og producere materiel til den australske flåde.
Osborne Naval Shipyard i Australien bygger på principperne om en samlet national fuld vertikal produktionsfacilitet med høj grad af robotteknologi og automatisering. Projektet bliver internationalt betragtet som banebrydende og anses som den nye standard for oprustning af flåder.
