Odense Havn med rekordregnskab
Odense Havn leverer endnu et rekordregnskab med en nettoomsætning på 283 mio. kr. Men med udsigt til en stor europæisk udbygning af stadigt større havvindmøller vil havnen i fremtiden mangle mere plads og en dybere sejlrende.

Den positive udvikling på Odense Havn fortsætter over hele linjen i 2024, og årets resultat efter skat giver et overskud på 76 mio. kr.
Udvikling i trit med markedet er central for jobskabelsen
2024 blev også året, hvor masterplanen for Odense Dry Port ved Årslev kom på plads. Her etableres Danmarks største logistikknudepunkt, der skal sikre forsyningskæderne til industrierne på havnen. Samtidig blev der taget første spadestik til Odense Havns største byggeri til dato i form af produktions- og logistikhaller på 10.000 m2.
"Odense Havn er et centralt omdrejningspunkt for produktionen af havvindmøller og tusindvis af arbejdspladser på Fyn. Samtidig er den fortsatte udvikling af Odense Havn afgørende for, at vi kan realisere ambitionen om at skabe 30.000 nye private arbejdspladser i Odense frem mod 2030. Havnen bidrager med grønne arbejdspladser – der producerer fremtidens vedvarende energi. Og det endda på en måde, hvor det samtidig er lykkes at reducere Odense Havns CO2-udledning med 15 procent - helt i tråd med havnens strategi", siger Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel, der også er næstformand i Odense Havn
Investering i havneinfrastruktur er afgørende
Den stærke udvikling understreger behovet for, at Odense Havns infrastruktur udvikles, og der arbejdes målrettet på at bygge en ny havneudvidelse og sikre en udvidelse af sejlrenden.
”Regnskabet understreger at strategien virker, og vi holder kursen mod en langsigtet udvikling på havnen, så vi også i fremtiden kan spille en afgørende rolle i den grønne omstilling i Danmark og Europa. Der er store ambitioner for udbygningen af havvind i EU, og der er begrænset plads på havnene, som spiller en afgørende rolle. Derfor skal de nødvendige investeringer foretages i havneinfrastrukturen på Odense Havn, så virksomhederne kan udvikle sig på den lange bane, og understøtte produktionen af grøn strøm fra havvindmøller", siger Carsten Aa, administrerende direktør i Odense Havn A/S.
"Regnskabet er et direkte resultat af vores medarbejderes store indsats og engagement, og vi er meget tilfredse med, at vi vækster på alle fire forretningsområder. Vores kerneopgave er at stille de bedste rammer til rådighed for virksomhederne på havnen, så vi sammen kan sætte yderligere skub på den grønne omstilling. Det kræver investeringer i infrastrukturen og rammerne her på havnen, hvilket den stabile fremgang danner grundlag for”, siger Carsten Aa, administrerende direktør i Odense Havn A/S.

FAKTA Odense Havn:
Odense Havns CSR-Rapport og Årsrapport kan downloades på Odense Havns hjemmeside
- Odense Havn er Danmarks største erhvervshavn målt på areal – 8,5 mio. m2
- Odense Havn huser mere end 120 virksomheder, der beskæftiger 3.200 personer
- 96 % af Odense Havns eksisterende bygninger på 250.000 m² er udlejet
- Odense Havn har siden 2014 investeret 1,4 mia. DKK i ny infrastruktur og bygningskapaciteter
- Medarbejderstaben i Odense Havn A/S er vokset fra 67 medarbejdere i 2020 til 95 medarbejdere i 2024
**************
Pressekontakt:
Jakob Elmkær Hansen, Public Affairs & Communications Manager
jeh@odensehavn.dk // +45 22 94 44 74
