Oplev Danmarks største erhvervshavn på nært hold

DJI_0687

Interessen var enorm, da Odense Havn i foråret lancerede seks guidede busture på industrihavnen i Munkebo.

Alle pladser blev revet væk på blot én dag.

 

Vi er derfor glade for at kunne tilbyde seks nye busture på efterårets program.

Det gratis tilbud giver lokalbefolkningen og alle andre interesserede mulighed for at få et unikt indblik i en af Europas førende produktionshavne inden for havvind.

 

På den guidede tur vil man, udover at opleve den daglige, heftige aktivitet på nært hold, også få indsigt i havnens fremtidsplaner.

Busturene blev modtaget med stor begejstring, og deltagerne var især glade for at komme tæt på havnens aktiviteter og få indsigt i de mange virksomheder, der har deres daglige gang på området.

3.200 mennesker stempler hver dag ind ad hovedporten for at gøre deres arbejde på havnen, og det har stor betydning – ikke bare for Fyn og lokalområdet – men for hele den grønne omstilling. Og der er potentiale til at skabe langt flere arbejdspladser fremadrettet med den kommende havneudvidelse.

"Gæsterne satte pris på muligheden for at se, hvad der foregår på den store arbejdsplads, og mange var taknemmelige for chancen," fortæller Henning Rasmussen, den ene af de to fremragende busguider (t.v. i billedet).

Tidligere borgmester i Kerteminde Kommune, Palle Hansborg-Sørensen (t.h. i billedet), var også guide på forårets ture.

Han bemærkede, at deltagerne var fascinerede af at høre om de forskellige virksomheders produktion og havnens fremtidsplaner.

"Det er spændende at møde folk, der virkelig er opslugt af det, de ser. Jeg glæder mig til de næste rundvisninger, hvor jeg kan kombinere min viden om Lindøværftet med det, jeg nu ved om Odense Havn og de nye virksomheder. Det er tankevækkende, at på bare et tiår er antallet af virksomheder herude fordoblet til 120," siger han.

IMG_6933

En unik mulighed

Med de guidede ture får deltagerne en komfortabel og informativ rundtur på Danmarks største havn. Henning fremhæver, hvor positivt det er, at folk kan se med egne øjne, hvad der sker på Odense Havn. Busturene giver folk en sjælden mulighed for at forstå, hvordan havnen spiller en central rolle i områdets vækst og udvikling – og ikke mindst har betydning internationalt i forhold til grøn energi og en mere bæredygtig skibsfart.

Palle supplerer: "Det er en stor arbejdsplads, og det er imponerende at kunne vise, hvordan havnen fortsat udvikler sig. Som guide er det en fornøjelse at kunne formidle denne viden til dem, der er nysgerrige på havnens betydning for Munkebo og omegn."

Logistik i verdensklasse

Med de nye busture til efteråret ønsker Odense Havn at fortsætte succesen og give endnu flere mennesker mulighed for at opleve havnens aktiviteter og høre om de visionære udvidelsesplaner. "Den stolthed og glæde, der er ved at formidle om Munkebos største arbejdsplads, er noget særligt. Det er logistik i verdensklasse," siger Henning.

Skal du med?

Tilmeld dig efterårets busture her