Regeringens havnepartnerskab understreger behovet for udviklingen af de danske havne

DJI_0675

Odense Havn kan genkende både udfordringer og anbefalinger fra regeringens havnepartnerskab, der er blevet præsenteret i dag. Ifølge Odense Havn er særligt pladsmangel og tidssvarende sejlrender til de danske havne udfordringer, der skal adresseres.

De danske havne spiller en afgørende rolle for at understøtte den grønne omstilling og kan sikre Danmark en central rolle i den voksende grønne industri. Derfor er udviklingen af de danske havne afgørende, fastslår anbefalingerne fra regeringens havnepartnerskab, der netop er blevet offentliggjort. Anbefalingerne bliver modtaget positivt på Danmarks største produktionshavn for havvind, Odense Havn.

”Det er nu hævet over enhver tvivl, at der mangler plads på de danske havne. Pladsmanglen lægger naturligt en begrænsning på havnenes kapacitet, og hæmmer havnenes muligheder som et knudepunkt, der understøtter produktionen af havvindmøller til den grønne omstilling. Der er store planer for mere havvind i Danmark og resten af Europa, og hvis havnene skal levere på de massive udbygningsplaner for havvinden, så kræver det at der investeres i havnenes arealer, produktionsfaciliteter og adgangsveje,” siger Carsten Aa, adm. direktør i Odense Havn A/S.

Together-1

Investering i sejlrender er nødvendige

Regeringen lancerede partnerskabet for udvikling af de danske erhvervshavne i april 2023 med fokus på grøn vækst og økonomisk bæredygtighed og industri. I sine anbefalinger fremhæver partnerskabet blandt andet, hvordan investeringer i sejlrender er altafgørende for den videre udvikling af danske havne. En udfordring Odense Havn nikker genkendende til.

”Hvis vi i fremtiden skal håndtere de stadig større skibe, der anløber havnen, er der brug for en ny sejlrende, og det kræver massive investeringer, så vi også i fremtiden kan facilitere den grønne omstilling bedst muligt. Havnepartnerskabet understreger, at der mangler statslige investeringer i mere tidssvarende sejlrender, og historisk har offentlig opbakning og støtte spillet en central rolle for udviklingsmulighederne på havne i hele verden. Prioritering af offentlig støtte til havneudvidelser og opgraderinger af infrastruktur kan bidrage med den nødvendige kapital til finansieringen af udviklingen,” siger Carsten Aa.

DJI_0687

Flaskehalse i horisonten

En række af verdens førende produktionsvirksomheder inden for havvind har slået sig ned på Odense Havn, der i dag er daglig arbejdsplads for mere end 3.200 mennesker. Havnen er Danmarks største produktionshavn for havvind og har tidligere i år præsenteret en udviklingsplan, der skal sikre, at Odense Havn også i fremtiden spiller en central rolle i den grønne omstilling.

”Vi begynder allerede at kunne se flaskehalsene nu. Når vi sammen med samarbejdspartnere i vindindustrien tager bestik af de politiske meldinger og det udbud, som netop er sat i gang, så kan vi se, at det allerede begynder at knibe med pladsen i 2027. Så udviklingen af de danske havne haster, for vi risikerer, at den grønne omstilling sejler forbi Danmark, hvis ikke havnene udvikles. Det kan få konsekvenser for Danmarks klimaambitioner, Europas forsyningssikkerhed og jobskabelsen”, lyder det fra Carsten Aa, adm. direktør i Odense Havn A/S.

default

FAKTA ODENSE HAVN:

Odense Havn er med 8,5 mio. kvm Danmarks største havn målt på areal.
Odense Havn er Danmarks næststørste erhvervshavn målt på omsætning.
Odense Havn er Danmarks største produktionshavn inden for havvind.
Odense Havn huser mere end 100 forskellige virksomheder, der beskæftiger 3.200 personer.

 

OFFSHORE VIND ER EN NØGLEINDUSTRI PÅ ODENSE HAVN:

Odense Havn udlejede 18,5% flere kvm til vindvirksomheder i 2023 ift. 2022.
Odense Havn er hjemsted for verdensførende test- og teknologicentre til udviklingen af havvindmøller.
Odense Havn har lagt areal til produktionen af mere end 700 naceller siden 2012.
Odense Havn har lagt areal til produktionen af mere end 150 fundamenter siden 2012.
Odense Havns ikoniske portalkran kan laste 15 naceller a hver 400+ tons på 10 timer.

************************

Pressekontakt:

Peter Zacher, presserådgiver
31 10 96 81 // peter.zacher@gknordic.com