Arkitekt til robotcenter på Odense Havn er nu fundet

Så blev sløret løftet for, hvordan det nye robotcenter – Large Structure Production Center (LSP) – kommer til at se ud, når det står færdigt i 2025.

Arkitektfirmaet Christensen & Co løb med sejren og får nu æren af at tegne den prestigefyldte bygning – et projekt som har 90 millioner kroner i ryggen fra A.P. Møller Fonden.

I valget af Christensen & Co vægtede den høje arkitektoniske kvalitet og stålkonstruktionernes klare referencer til SDU, det gamle Lindøværft og havnemiljøet generelt.

LSP, der allerede har indrettet sig midlertidigt i en af havnens ældre værkstedshaller, skal udvikle mega-robotter og automatiserede løsninger til at bygge store konstruktioner som vindmøller, skibe og byggerier. Dertil skal centeret blandt andet udstyres med en 1.900 kvadratmeter stor hangar, der kan rumme de store emner og konstruktioner, som robotterne skal hjælpe med at producere.

En videnshavn hvor nye teknologier udvikles

Det nye robotcenter bliver ikke kun et vartegn for danske industriarbejdspladser og automatisering, men også et nyt vartegn for Odense Havn, hvor forskere, studerende og robotter får deres gang.

Odense Havns direktør, Carsten Aa, glæder sig i dén grad til, at LSP-bygningen kan tages i brug: ”Vi er utroligt glade for at få et center af den kaliber – det findes ingen andre steder i verden og tilfører havnen en helt ny dimension, hvor tung industri fusionerer med tung viden og sammen skaber nye teknologier. Det er præcis så smukt, som det lyder,” siger Carsten Aa.

Læs også artiklen: “Nu sker det: Verdens første Robotcenter for store konstruktioner på Odense Havn skydes i gang”

 

Kontakt os

Lad os starte med at dele verden

  • This site is protected by reCAPTCHA and the Google Privacy Policy and Terms of Service apply.